Jeg købte engang en billig billedramme. I denne ramme satte jeg et billede af min morfar som havde sagt farvel til verden kort forinden uden det store drama. Han var gammel og havde levet et fuldt liv. Og han sov stille ind uden nogen smerter. Billedet var ikke noget specielt, det var blot et portræt billede taget af ham fra hans unge dage, hvor der en gang om året kom en fotograf ud på hans gård og tog billeder af ham og hans familie. Billedet har jeg stående på et lille bord. Bordet står i et hjørne af vores spisestue, hvor jeg ikke ofte befinder mig, og når jeg er der, er det sjældent det hjørne mine øjne trækkes imod.
Når jeg alligevel en sjælden gang får draget blikket over på billedet så bliver jeg overvældet af følelser, ikke sorg over at han er væk, men de følelser der nu høre til de minder jeg har om ham fra da han stadig var her hos os. Glade mindre, som hans og mormors guldbryllup, hvor jeg brugte det meste af festen på at løbe rundt og drille min lillesøster, som man nu engang gjorde da man var i den alder. Og fra hans sidste fødselsdage på plejehjemmet, hvor han så så gammel og indsunket, men stadig havde den bedste forstand jeg nogen sinde har oplevet. Og et hav af andre begivenheder. Normalt tænker jeg sjældent på morfar, så det er en dejlig følelse at blive sendt tilbage i tiden engang imellem. Alt sammen på grund af et billede i en billig billedramme. Moralen ved historien er at det er de små ting i livet der gør det værd at leve det.
Tags: alurammer, billedrammer, fotorammer, plakatrammer
